KILDER
 

"Danmarks Kildecenter”

Kalkundergrunden med sprækkedannelser som følge af istidsgletschere giver helt unikke hydrologiske forhold.
Bakkerne på begge sider af Gravlevdalen giver tillige basis for omfattende grundvandstilstrømninger til ådalen med udløb gennem de store kendte kilder, og kalken er således en forudsætning for de meget vandgivende kilder.
Dette koncentrerede kildeområde er enestående for Danmark og for Nordeuropa, og det er særdeles formidlingsegnet, idet det er beliggende centralt i et af landets største og fineste naturområder med et stort antal besøgende.
Det er hensigten at integrere et kildecenter som en væsentlig del af Rebildcentret, og kildecentret forventes at kunne få kvaliteter af national og international interesse på grund af dets sammenhæng med Danmarks mest kendte kilder og med robust placering i unikke omgivelser.

En arbejdsgruppe under ”Rold Skov Natur- og Kulturcenter” arbejder med et tema om vandet i Rold Skov området, og finder et ”kildecenter” ved Thingbæk velegnet som udgangspunkt i formidlingen heraf. Formidlingen kan naturligt tage sit udgangspunkt i kildevandet fra centrets to kilder, Thingbæk Kilde med 35 l/sek. og Skillingbro Kilde med 25 l/sek. (Se pkt. 2.5 og 2.6).

Et hovedelement i Rebildcentret er etablering af en større bygning til formidling af egnens kilder med naturligt tilhørende emner.
Det er hensigten at etablere denne kildecenterbygning i umiddelbar tilknytning til henholdsvis Thingbæk Mølle Dambrug og dambrugets eksisterende kummehus. 
Bygningen ønskes anvendt til formidling af de hydrogeologiske forhold i ådalen, herunder kilderne, Lindenborg Å og Gravlev Sø.
Endvidere vil der i formidlingen blive fokuseret på ferskvandmiljøets fauna og flora, og der påtænkes etableret akvarier, der sammen med kummerne i Thingbæk Mølle Dambrugs kummehus kan rumme forskellige ferskvandsfisk og andre ferskvandsdyr.

Det er også hensigten at formidle om de vigtigste naturområder i Himmerland med tilhørende stiforløb, naturpleje og naturformidling, så de besøgende får inspiration til forskellige naturture.
Kildecenterbygningen ønskes opført som en råbygning, der på centrale områder har den natur-lige jordbund som bygningens bund.
I sommerhalvåret forventes bygningen at have åbne partier ud mod den del af Thingbæk Bæk, der er planlagt ført langs dambrugets afgrænsning.
En mindre del af kildebygningen planlægges indrettet til et par feltlaboratorier og et undervisningslokale.

Kilderne og folketro
 
Skriv besked til Niels Moes